søndag den 5. januar 2014

Biotop 4 opgave


Biotop 4 opgave.

Min ene aktivitet på biotopen har jeg valgt ud fra den motorisk/sundhedsmæssige vinkel. Jeg har valgt en aktivitet hvor jeg kan bruge terrænet på biotopen til at skabe noget bevægelse for børnene, som kan styrke deres motorik, kondition og sanseoplevelser. Da jeg skal planlægge turen, er jeg bevidst om at jeg skal skabe en motivationsfaktor for at det bliver en succesfyldt oplevelse for børnene. Begge børn har behov for struktur, visualisering og har behov for at tingene skal give mening for dem for at det fanger deres interesse. De kan være svære at motivere til fysisk aktivitet, og kan have svært ved at se meningen med en gåtur uden et mål. Turen til biotopen er 1,5 km. Jeg beslutter derfor at vi inden turen skal lave små træbåde med master som vi så skal søsætte i bækken når vi kommer ud på biotopen. De går meget op i at lave bådene og de bliver rigtig flotte.






Imens der bygges snakker vi om hvordan bådene kan sejle ved hjælp af strømmen i bækken og de gør selv opmærksomme på at bådene jo skal have et sejl. Vi aftaler at vi skal se om der ikke er et stort blad som kan bruges som sejl når vi kommer frem. På vejen skal motivationen holdes oppe og vi snakker om at det bliver sjovt at se hvor meget vand der i bækken da den sommetider er meget fyldt. Da vi kommer derud finder vi et stort blad som bliver til et rigtigt fint sejl og finder et godt sted nede ad bækken hvor bådene skal sættes i vandet.
 
 
Børnenes motorik styrkes da de skal ned og op ad skråningen da bådene skal sættes i vandet og de skal holde balancen så de ikke falder i.



Da bådene er kommet i får de travlt med at løbe med bådene mens de sejler af sted og da bådene når broen ligger der 2 spændte børn klar til at fange dem med fiskenet og sådan gentager seancen sig rigtig mange gange.


 




Børnene synes det er rigtigt sjovt, og er ikke på noget tidspunkt bevidste om hvor meget de egentligt har løbet, kravlet, været oppe og nede af skråningen og oppe og nede fra deres position på broen, men er fuldstændig opslugte af deres både som sejler perfekt fordi de selv har lavet dem. En rigtig god aktivitet hvor både motorik, kondition og sanser udvikles. De bliver hurtigere og hurtigere til at få bådene i vandet, da de gennem erfaring får større kropsbevidsthed i forhold til terrænet. De har stor fokuseret opmærksomhed gennem hele aktiviteten og opdager ikke personer der nærmer sig og skal over broen de ligger på.

 Eventyr/teater
Min anden aktivitet på biotopen er med udgangspunkt i den musiske/æstetiske vinkel. Vi har hjemmefra snakket om og hørt historien med de 3 bukke bruser og trolden under broen.  Vi aftaler at vi skal prøve at lege det når vi kommer ud på biotopen og begge børn er henrykte. Preben skal være trold og kravler ned under broen, og selvom Ann ser det er ham, vil hun ikke gå over broen da hun pludselig er bange for trolden. Hvor det hjemme var sjovt at høre historien, bliver det pludseligt farligt, da hun selv skal være med til at forme den. Casper går derfor over som den første bukke bruse for at vise det ikke er farligt og trolden tilpasser sit vredesudbrud, for at skabe tryghed for den næste bukke bruse, som herefter forsigtigt vover sig over broen og eventyret bliver leget til ende. Det var sjovt at bruge de fysiske rammer  på biotopen til at sanse eventyret både kropsligt og følelsesmæssigt, og det blev helt klart oplevet stærkere end den fortalte historie.



Jeg vil i den kommende net periode undersøge dyrelivet i bækken.

1 kommentar:

  1. Rigtig god ide - især på denne årstid - hvor det kan være svært at motivere til udeleg.

    SvarSlet